Ta' lidt solskin (1969)

Publikum svigtede, men anmelderne var reelt begejstrede, da Annelise Reenberg i karrierens efterår serverede denne idylliske folkekomedie bagt efter bedstemors gamle opskrift.

Rosende samtidsord
Til historien om det økonomisk trængte gademusikalske makkerpar, Poul Otto Madsen og Henry Bernhard Iversen (i samspil mellem Axel Strøbye og Poul Bundgaard), var der rosende ord som: "Har alt, hvad hjertet begærer af skuespillere og kulører", "Efterårets filmidyl", "Solskins-historie med humor", "Råber højt op over de tilvante folkekomedier", "Næsten alt, hvad hjertet kan begære" og "Dansk, når det er bedst".

Reel fattigmandshygge
Og det er da også til at smile ad, når det glider derudad med gyldmark’ske sange, veloplagte samtidsstjerner og reel fattigmandshygge. Ikke mindst fordi handlingen er hensat til location-optagelser særligt på Christianshavn og på Nokken. En rigtig Amager-film, hvor Dannebrog er hejst.

Efter gammel skabelon
Men samtidig står det hurtigt klart, at Reenbergs film ikke er præget af den mest udtalte fantasifuldhed, at formlen er skåret helt efter den gammeldags skabelon, og at humoren i mange sammenhænge er forceret og manieret.

Et par kroner her og der
De to omtalte herrer bor i al hemmelighed på et loftsrum med den dygtigt skolede hund, Hannibal. De tjener et par kroner her og der på (skøn)sang i de christianshavnske baggårde, men ikke noget, de kan leve af.

Myndighederne på spil
Da Bernhard modtager et brev fra sin søster i USA med besked om, at hans to børn er på vej med båden til Danmark, får de to musikanter travlt med at forberede sig. Heldigvis kan de for en billig penge købe et beskedent hus på Nokken, men da først børnene er vel ankomne, er næste udfordring myndighederne.

Et usundt børneliv
For det er ikke et sundt børneliv at bo uden træk og slip blandt mærkelige utilpassede eksistenser. Nu skal der kæmpes for at vinde børnene tilbage fra anbringelse – og heldigvis kender opfindsomheden hér ingen grænser.

Charmerende Pontoppidan
Bedst blandt de større roller er Poul Bundgaard, der særligt i det bekymrede spektrum ikke er til at stå for. Axel Strøbye skaber sig omvendt alt for meget i en hyperkomisk overpræstation. Mere charme er der i Clara Pontoppidans Bedste-birolle, ligesom Kirsten Walther har glimt i øjet som Nokkens glædespige.

Børne-genbrug
Reenberg genbruger i øvrigt Pusle Helmuth og Michael Rosenberg fra Min søsters børn-filmene. De fik hér en afstikker og skal sågar tale engelsk i starten (da de jo ankommer friske fra en barndom i USA). Det fungerer lige netop tåleligt.

Ikke uden charme
"Ta’ lidt solskin" er i helheden bestemt ikke uden charme, og selvom den i 1969 var både gammeldags og forudsigelig, er den alligevel – som oplevet i dag – præget af en robust portion nostalgi. Tidsbilledet er også en markant medspiller med fantastiske billeder af Christianshavn og Nokken, i Ole Lytkens fotografering komplet med kreative vinklinger fra kirkespir og helikopter!