Poseidon (2006)

    Et krydstogtskib kæntres af en gigantisk bølge og ender med bunden i vejret. En lille gruppe overlevere kæmper for at finde vej ud gennem skroget.


    FULDBLODS-KATASTROFE

    Tyske Wolfgang Petersen fuldfører her sin "vand-trilogi", hvor de to første film var Das Boot (1981) og The Perfect Storm (2000). Uhyggeligt meget mere vellykket end den midterste film præsenterer "Poseidon" os for på alle måder slagkraftig og fascinerende underholdning. Et enormt krydstogtskib er netop stille og roligt gledet ind gennem nytåret, da en gigantisk bølge pludselig dukker op og kæntrer skibet.

    Evig kamp mod uret
    Langt de fleste passagerer retter sig efter kaptajnens ordrer om at blive i den store sal, men en lille gruppe overlevere trodser forbuddet og begiver sig mod toppen - eller rettere bunden - af skibet, i en evig kamp mod uret, eksplosioner, vandmasser og eksistentiel angst.
     

    Ingen tro kopi

    "Poseidon" er en slags genindspilning af katastrofe-klassikeren The Poseidon Adventure (1972) men uden på nogen måde at være en tro kopi. Og i nutidens overrumplende og teknisk fuldendte kulisse overgår den moderne udgave på alle niveauer sin gamle onkel med flere længder.

    Fuldt tryk på
    Der er ganske enkelt fuldt tryk på alle kedler fra start til slut, og filmen bliver af den type oplevelse, man kunne ønske sig flere af: opslugt og neglebidende æder man overdrivelserne råt.
     

    Hul igennem!

    Dette skyldes selvfølgelig i sidste ende Wolfgang Petersens kompetente instruktion men også, at det ind imellem giver mening at poste så mange millioner i et enkelt filmprojekt. Hér er der virkelig "hul igennem".

    Sublimt koreograferet action
    Selvfølgelig irriteres man ind imellem af de uundgåelige klichéer, særligt omkring hovedpersonernes små og store intriger, forelskelser og fjendskaber. Men i det store og hele er det peanuts mod det arsenal af sublimt koreograferet action, der er filmens helt igennem geniale fremdrift.



    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2019

    Fakta om filmen

    2006, USA, Action, Eventyr, Drama, Katastrofefilm, 98 min.

    Dansk titel: Poseidon
    Instr: Wolfgang Petersen Prod: Mike Fleiss, Duncan Henderson, Wolfgang Petersen Manus: Mark Protosevich Baseret på: roman af Paul Gallico Foto: John Seale Klip: Peter Honess Mus: Klaus Badelt
    Priser
    • AAN - Bedste visuelle effekter