Hejrenæs (1953)

Baseret på en i samtiden populær ugebladsføljeton læner "Hejrenæs" sig op ad Morten Korch og det landligt idylliske frikvarter for folk og fæ.

Sikker iscenesættelse
Filmen er da heller ikke hverken stor eller dybsindig kunst; det ligger i sagens natur. Men i store træk fungerer de forskellige klassiske dyder og ugerninger i en sikker iscenesættelse.
 

Svært at finde fodfæste

På herregården Hejrenæs har søskendeparret Vibeke og Hans-Henrik det dejligt. Det er bare svært at finde fodfæste i kærlighedslivet. Da Vibeke en dag får sandheden at vide; at Hans-Henrik slet ikke er hendes bror, sætter det kærlighedsvibrationerne i nye svingninger.
 

Øknomisk udspekuleret

Den kvinde, som Hans-Henrik netop har giftet sig med, er mere økonomisk udspekuleret end egentlig forelsket, og det kræver snarrådighed og et stort hjerte at få viklet de skjulte miner til slet spil ud fra godsets matrikel.

Stiliseret dans
Svend Methlings iscenesættelse byder op til en klassisk stiliseret dans med melodramaets velafgrænsede rammer. Det er en stilsikker og visuelt velkoreograferet film med veludnyttede muligheder i det saftigt klichémættede plot.

Ujævnt spil
I helheden fremstår "Hejrenæs" alligevel noget ujævn. Der kommer aldrig rigtigt bid i skuespillet, hvor modne kræfter som Johannes Meyer, Ib Schønberg og Maria Garland alle drukner i det kantede intrigespil.

Troværdig skurk
Knud Rex udgør en troværdig skurk. Med en markant maskulin udstråling former han gennem raffineret underspil en slimet, liderlig bondekarl med evigt skidte hensigter.

Ufrivilligt komisk
De tiltagende dramatiske begivenheder får ikke den nødvendige vildskab, og de mange forviklinger kan nemt komme til at fremstå ufrivilligt komisk.

Ugebladsdramatik
Den klassiske komponist Svend Erik Tarps musik fylder ikke meget i størstedelen af filmen. Således er scenerne som regel dejligt overladt til ugebladsdramatikken selv. Men når musikken toner, er den velkendt svulstig i et alt for overdramatisk toneleje.