Familien Olsen (1940)

    Da grønthandler Olsen får et brev med indkaldelse til retten, hvor han skal være jurymedlem i en sag mod en svindlende direktør, tager han sagen meget alvorligt.


    SVEDEN SPRINGER

    Under krigen var dansk film en glad donor af moralske dilemmaer til dyb eftertanke. Det kom til udtryk i Forellen (1942) men er også gældende i Lauritzen/O’Fredericks’ "Familien Olsen", der udstyrer Osvald Helmuth med alle tiders mest sorte samvittighed.

    Det helt store følelsesregister
    Filmen fik i samtiden ros for at give Osvald Helmuth mulighed for at vise, at han også kunne spille komedie udenfor den rødmossede husassistent-genre. Og det er da også en dramatisk funderet "familiefilm", som Helmuth må finde det helt store følelsesregister frem til.

    Den afgørende stemme
    Da hans grønthandler Olsen får et brev med indkaldelse til retten, hvor han skal være jurymedlem i en sag mod en svindlende direktør (Axel Frische), tager han sagen meget alvorligt. Det ender med, at Olsen svedende har den afgørende stemme og dømmer direktøren skyldig.

    Brødbetyngede Olsen
    Hvad han efterfølgende ikke kan bære, er at hans egen søn et år forinden har fusket sig ud af en underslæbssag, der først for nylig er kommet farmand for øre. Brødbetynget og ærbar går han til Jon Iversens statsadvokat for at bekende sin søns skyld.

    Efter skuespil af Oluf Bang
    "God folkelig Asa-Film" og "Igen en lovende dansk Film", lød et par anmelderdomme i samtiden. Man var altså begejstrede for den samvittighedsnagende tone, der var hentet fra et skuespil af Oluf Bang.

    Tykt moraltung
    I dag fremstår filmen ikke alene tykt moraltung men også ualmindelig ubøjeligt stiv og forstenet i sine mange teatralsk dramaturgiske højdepunkter. Og her klæder det ikke Osvald Helmuth med det særlige gå til bekendelse-modus, hvor lommetørklædet må findes frem for at tørre sveden af panden.

    Et lille lyspunkt
    Et lille men tyndt skrevet lyspunkt udgør Ib Schønbergs husven, Gramstrup. Ind imellem med glimt af charme men generelt en kende for stereotyp. På samme måde er potentialet ikke udnyttet i den serie af biroller, der sammen med Helmuth udgør den ufrivillige jury.

    Uinteressante biroller
    Her dukker bl.a. Ejner Federspiel og Arthur Jensen op uden pondus. På hjemmefronten udgør Maria Garland tamt grønthandlerens bedre halvdel, mens Berthe Qvistgaard og Karl Gustav Ahlefeldt er hans ligeså uinteressante børn, sidstnævnte med den ufine handling at tage af arbejdskassen.

    Sveden springer
    Victor Cornelius har strikket vældig dramatiske toner sammen, særligt til de etiske "højdepunkter", hvor sveden springer på panden.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017