Talvisota (1989)

Dette over tre timer lange finske nationalepos er mere historisk- end dramatisk interessant, og sidder man igennem den grundigt repeterende monsterfilm føler man sig snydt for de helt store medrivende linjer.

Indædt kamp
I november 1939 invaderer Rusland det østlige Finland som et led i territorialkampe under 2. verdenskrig. Russerne er i markant overtal i alle krigens facetter, men finnernes indædte kamp med alle tilgængelige reservister, byder alligevel på overraskende modstand.

Meningsløst
Med udgangspunkt i en lille gruppe finske mænd bygger Pekka Parikkas film over den første time op til de egentlige kampe, der i mange henseender vækker mindelser om 1. verdenskrigs meningsløse skyttegravshelvede.

Ufattelige pinsler
Snart falder granaterne og projektilerne som tung regn over de finske birketræslandskaber og medfører ufattelige pinsler og talrige døde - i filmen udpenslet til torso i tre dele-niveau.

Hårfin balance
Dette selvsagt for at forme en art autenticitet omkring finnernes allerhelvedes blodige kampe. Men det kan også blive for koreograferet omkring indvolde og hjernemasse. Her balancerer filmen mange gange på en knivsæg. Filmen vandt gehør i Hollywood, og Pekka Parikka blev budt til mulighedernes land, hvor han dog takkede nej til de helt store projekter, da han ikke følte, der var høj nok kunstnerisk værdi.

Dampende blod
Der er omvendt en hel del Hollywood i "Talvisota": De mange hæsblæsende nær- og fjernkampe emmer af det dampende blods friskhed, ledsaget af en nærved ustoppelig melodramatisk filmmusik for fulde gardiner. Det er svært at blive revet med af det psykologiske aspekt: Kæmpernes pinsler er degraderet til sidehistoriestof i en effektkoncentreret epik af de helt store østnordiske dimensioner.