Elise (1985)

Her forsøgte instruktør Claus Ploug sig med et udstyrsstykke i kostumedramaet "Elise" – en desværre ikke videre vellykket film, der ellers er båret på hænder og fødder af Dan Laustsens knaldflotte fotografering.

Ærgerligt tabt projekt
Det er ærgerligt, at Mogens Rukovs manuskript over Steen Steensen Blichers novelle ikke har mere snor i det potentielt friske historiske pust. Melodramaet udspiller sig i en mindre dansk by, hvor vi følger tre respektable ægtepar over en tyveårig periode.

Nære venskaber på overfladen
Der hersker på overfladen et nært venskab mellem familierne, men forbindelserne er langt mere komplicerede end som så. Centralt står lægefruen Elise, der erotisk behersker alle tre mænd i kredsen. Et pludseligt selvmord bryder dog idyllen.

Lovende begyndelse
Efter en rimelig lovende begyndelse, hvor den scenisk flotte tilgang og det dvælende tempo endnu har en vis magi og tiltrækningskraft, havner "Elise" snart i gentagende tåger uden ret meget narrativ tæft. Filmen bliver ganske enkelt kedelig, og det var næsten det værste, der kunne ske.

Fint lydbillede
Tilbage er billederne – som nævnt flotte – og det tilsvarende fine lydbillede, der ikke overdoserer hverken filmmusik eller tonedesign. Ann-Mari Max Hansen har en af sine bedste hovedroller og rammer flot den for historien centralt farlige erotiske udstråling, dog uden gennemslagskraft i historiens prætentiøse slagsider.

Betændte indviklinger
Serveringen af de betændte menneskelige ind- og udviklinger former sig alt for teatralsk, hvad der også fandt flere af samtidens anmeldere for brystet: "Finkulturel kedsommelighed", "Drama uden drama", "En kunstig konstruktion" og "Dansk misere", lød et par af overskrifterne.

Mange negative toner
Bortset fra en enkelt positiv anmelder, der fandt "Elise" vidunderlig: "Både den Elise, som spilles så fremragende af Ann-Mari Max Hansen, og den film, som hun har hovedrollen i," så var resten af overskrifterne også negative: "Hærværk mod sagesløse", "Ufrivilligt komisk skæbnedrama", "Mislykket dansk stjernefilm" og "Akavet og udramatisk fortalt."

Anonym Robert-præstation
Det gode spil blev dog fremhævet, og Kirsten Olesen vandt en Robert for bedste kvindelige birolle. Det forekommer i dag noget besynderligt, idet rollen er ualmindelig tilbagetrukket og anonym. Ole Ernst er den, der får mest ud af materialet i rollen som Olesens mand.

Blege skygger

Ellers er store navne som Frits Helmuth og Henning Jensen begge blege skygger af sig selv og spildte kræfter i mærkeligt vævende skrevne roller. Meget af Steen Steensen Blichers ånd er der i hvert fald ikke tilbage i Plougs ambitiøse iscenesættelse.