The Killing [2] (tvs) (2012)

    En kriminalkommissær og hendes nye makker kæmper dag for dag for at opklare mordet på en teenagerpige i Seattle.


    SØVNLØS I SEATTLE

    Sammenhængende i denne serie:
    Forbrydelsen (2007)
    Forbrydelsen II (2009)
    Forbrydelsen III (2012)
    The Killing [1. Season] (2011)
    The Killing [2. Season] (2012)
    The Killing [3. Season] (2013)
    The Killing [4. Season] (2014)

    I den amerikanske udgave af den danske succes-krimi "Forbrydelsen" strækker opklaringen af mordet på teenageren Rosie Larsen sig over 26 episoder og to sæsoner, altså meget lig det danske forlæg.

    Holder vand
    De to serier har en del til fælles i deres grundighed: det er noget særligt for en krimiserie, at en enkelt mordgåde er så omfattende - og det holder faktisk vand i begge serier.

    Mindre underlægningsmusik
    "The Killing" er tilmed i sin form tanden mere tiltalende. Her er mindre underlægningsmusik og ingen trang til oppustede narrative greb. Til gengæld opstår uundgåeligt en række temmelig vamle dramaer, men de kan tælles på to hænder over 26 episoder.

    Højdepunkter
    2. sæson starter lidt sløvt, men hen over midten og mod slutningen tages der revanche med højspændt og yderst tændt dramatik med højdepunkter i episoderne "72 Hours" & "Donnie or Marie".

    Skrøbelige lag
    Der bygges fine og skrøbelige lag på partnerskabet mellem de to politifolk på sagen. Skuespillet er dog endnu ikke prangende, og Mireille Enos falder lidt igennem, når hun hidser sig op (hvad der heldigvis ikke ligger til hendes natur i serien).

    Regntung virkelighed
    Seattles regntunge virkelighed fungerer stadig fint som troværdig kulisse for den nedtrykte stemning, og det betændte drama hos Rosie Larsens familie er blandt seriens fine lynafledere.
     

    Mening med galskaben

    Det politiske sidetema fylder ind imellem lidt for meget, men i den amerikanske version dog med lidt mere mening bag galskaben - skal det vise sig. Sofie Gråbøl gæsteoptræder i en parkeringskælder i afsnittet "My Lucky Day" som advokaten Christina Niilsen.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2018