The Lord of the Rings: Fellowship of the Ring (2001)

    Et lille hobbitvæsen må med en flok venner på en episk rejse for at destruere en ring, så onde kræfter ikke kan udnytte den.


    SANSEBOMBARDEMENT [1]

    Sammenhængende film:
    The Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring (2001)
    The Lord of the Rings: The Two Towers (2002)
    The Lord of the Rings: The Return of the King (2003)

    Den første film i Peter Jacksons ufatteligt dyre trilogi, baseret på J.R.R. Tolkiens verdenskendte- og elskede eventyrromaner, slår tonen an udi det episk altomsluttende.

    For vel er filmatiseringen flot. Den er bare også alt for meget af både det gode og det onde - hvilket kommer meget tydeligt til udtryk i det perfekt paralyserende sansebombardement, der udgør filmens godt og vel tre timers spilletid.

    Fans er overbevist
    Man har hørt fra flere sider, at fans af Tolkiens romaner har følt sig overbevist af Peter Jackons visualiseringer. Det er jo i sig selv en kvalitetsstempling.

    Skæbnen vil, at det spøjse lille hobbitvæsen, Frodo, får en stor og vigtig opgave på sine skuldre. Da en ring med voldsomt farlige egenskaber dukker op efter at have været væk i århundreder, er det Frodos ansvar at destruere ringen, inden den havner i gale hænder.

    Gennem snerige bjerge
    Men Frodo kan ikke bare smide ringen i småt brændbart. Han og en lille gruppe sært sammensatte hjælpere må ud på en episk rejse gennem snerige bjerge, via mørke skove og over brede floder for at frelse verden.

    Man kommer ikke uden om, at en film som "The Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring" er ualmindeligt upersonlig og vel egentlig i temmelig høj grad artificiel.

    Ingen sjæl
    Der er ingen sjæl, intet barnligt forunderligt eller fantaserende over dette tætpakkede effektunivers, hvor der fra start til slut spartles lag på lag mod de vildeste højdepunkter, konstant ledsaget af pumpende lyddesign- og musik.

    Hvor er fantasien henne? Det er ikke muligt selv at tænke en tanke, men det virker heller ikke som om, det har været hensigten.

    At imponere & overvælde
    Formålet er helt og aldeles at imponere og overvælde i en grad, så effektmageriet i sig selv bliver den eneste reelle parameter. I dén henseende kommer, ser og sejrer Jacksons filmunivers med eftertryk.

    Smukke naturbilleder
    Som en form for balance, men dog kun en ringe trøst, står de mange flotte naturscenerier fra det new zealandske flot og skarpt, primært i de mange "transportscener", hvor der også er mere ro over begivenhederne.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2017

    Fakta om filmen

    2001, New Zealand, USA, Eventyr, Drama, Fantasi, 178 min.

    Dansk titel: Ringenes herre - Eventyret om ringen
    Instr: Peter Jackson Prod: Peter Jackson, Barrie M. Osborne, Tim Sanders, Fran Walsh Manus: Fran Walsh, Philippa Boyens, Peter Jackson Baseret på: roman af J.R.R. Tolkien Foto: Andrew Lesnie Klip: John Gilbert Mus: Howard Shore
    Priser
    • AA - Bedste fotografering
    • AA - Bedste makeup
    • AA - Bedste musik
    • AA - Bedste visuelle effekter
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste birolleskuespiller (McKellen)
    • AAN - Bedste instruktion
    • AAN - Bedste manuskript
    • AAN - Bedste scenografi
    • AAN - Bedste kostumedesign
    • AAN - Bedste originale sang
    • AAN - Bedste lyd
    • BD - Bedste amerikanske film
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste instruktion
    • GG-N - Bedste musik
    • GG-N - Bedste originale sang
    • RB - Bedste amerikanske film