Tarok (2013)

    En jysk godsejer med stor familie vil helt uerfaren prøve kræfter med travsporten. Det bliver begyndelsen til noget stort.


    UDSØGT HÅNDTAM

    Ovenpå den landsdækkende succes med modstandsfilmen, Hvidsten Gruppen (2012), ønskede producer Regner Grasten at forføre nationen med en hestefilm.

    Ingen succes
    Instruktør blev igen Anne-Grethe Bjarup Riis, men nogen succes blev filmen bestemt ikke. Danskerne, særligt øst for Storebælt, var ikke bjergtagede af en storfilm om travhesten Tarok, selvom den i sin tid gav konkurrenterne bagben på travbanen.

    Udsøgt håndtam
    "Tarok" er da også en meget håndtam filmoplevelse, der serverer sine familiære og dyreglade budskaber som en tot tør halm fra en kry jysk barnehånd. Filmen strækker sig over 33 år fra 1948 til 1981 og fortæller historien om familien Laursen fra Skive, der vokser sig store med opgaven ud af farmand Karls drøm om godsdrift og hestevæddeløb.

    Danmarkshistorisk succes
    Helt uerfaren udi travsporten køber Karl et par travheste og kaster sig ud i det. Og hen ad vejen bliver det til danmarkshistorisk succes med hesten Tarok, ført at de nu fire voksne sønner.

    Vestdansk udstillingsvindue
    Billederne er flotte i deres indfangelse af jysk landbrug og heste i forskellige positurer på mark, vang og travbane. Her leverer "Tarok-filmen" varen som vestdansk udstillingsvindue fra en svunden tid.

    Stærke, virile og hestetossede
    Et af de store problemer ved filmen er de mange år, handlingen strækker sig over, hvor forældrene ikke bliver synligt ældre over de mange år, hvorimod børn og børnebørn vokser sig store, stærke, virile og hestetossede. Men generelt må dette siges at være en mild svaghed i en filmoplevelse, der er mere naiv og frejdigt pløjemarksplat end reel danmarkshistorie.

    Overbeviser ikke
    "Tarok" formår nemlig aldrig at overbevise i sit generations-hesteglade set up, hvor hverken familielivet eller hestelivet synes at træde rigtigt i karakter.

    Jævnt udvandet
    Det hele ender i en jævnt udvandet og utroværdig saga, der udtalt overlang udpensler lag på lag, så malingen snart krakelerer i den svært melodramatiske maske af stift serveret og meget ujævnt spillet provinshygge.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024