Red Dawn (1984)

    3. verdenskrig er netop brudt ud, og en gruppe amerikanske teenagere med en lidt ældre leder tager kampen op mod fjenden.


    UBEHJÆLPSOMT

    Havde det ikke været for Ric Waites pletvis strålende fotografering og en reel dosis 80'er-kitsch, ville denne 3. verdenskrigs-teenagerfilm unægtelig skrabe bunden.

    Idiotisk historie
    Og vi er da også ofte helt dernede, hvor det gør pinligt ondt i John Milius' mildt sagt ubehjælpsomme iscenesættelse af en decideret idiotisk historie.

    Tredje Verdenskrig
    3. verdenskrig er netop brudt ud, og et sammensurium af russiske og spanske soldater smider om sig med granater og andet dødbringende isenkram i et pludseligt opstået indædt amerikanerhad.

    Enestående modstandskamp
    I centrum af den fatale krig befinder en gruppe teenagere sig, og dem tager ledertypen Jed kærligt under armen og med op i bjergene, hvorfra de formøbler en enestående modstandskamp. Men tabene bliver store, og krigen vil øjensynlig ingen ende tage.

    Helskæv lydkulisse
    Med en helskæv lydkulisse (forfærdelig dubbing, utroværdige lydeffekter og melodramatisk musik) samt i bedste fald tåleligt skuespil slæber "Red Dawn" sig helt igennem ufrivilligt komisk gennem de opstyltede begivenheder.

    Jævnt pinefuldt
    Ikke én scene er det mindste troværdig, og det er selvfølgelig jævnt pinefuldt. Alligevel kan man ikke lade være med at trække kærligt på smilebåndet ad filmens kitschede ubehjælpsomhed med fokus på krigeriske teenagere.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1984, USA, Action, Drama, Teenagere, 114 min.

    Dansk titel: Blodrødt daggry
    Instr: John Milius Prod: Barry Beckerman, Buzz Feitshans Manus: Kevin Reynolds, John Milius Foto: Ric Waite Klip: Thom Noble Mus: Basil Poledouris