Week-end (1935)

"Basse og Lasse"-filmene:

Kidnapped (1935)

Week-end (1935)

Snushanerne (1936)

Her tidligt i det succesrige filmpartnerskab Lau Lauritzen/Alice O’Fredericks er vi – helt i tidens farce-rendyrkede ånd – uden tilførte raffinementer eller kunstneriske ambitioner. På dén baggrund er "Week-end" en ganske hæderlig 30’er-farce: Kvik i sin afvikling og nogenlunde tålelig i sit til tider let skingre (over)spil.

Kæresteri på kryds og tværs
Historien kredser om et hold kaproere, anført af Lau Lauritzens kække Poul. Førstepladsen i en konkurrence vil betyde, at Pouls fætter fra Fyn, Ib Schønbergs Peter Basse, kan få dén gård tilbage, han har tabt i spil. I tilgift vinder Poul pigen Nanna, der er stukket af fra sine strenge formyndere. Også fætteren får sig en kæreste.

Rendyrket farcefyld
Af filmens 99 minutters spilletid kan der sikkert skære et kvarters rendyrket farce-fyld væk, hvis ikke mere. Der bliver skejet ud og løbet rundt i ring uden mål og med, som var vi i Fy- og Bi-land. Men der er også en ret så habil grundhistorie, der forkæler med udmærkede små intriger både til lands og til vands.

Bedst er Schønberg
Her lykkes Ib Schønberg – trods en håbløs pibende dialekt-diktion – bedst blandt de centrale spillere. Igen må han stå model til mange hånlige bemærkninger om sin tykke figur. På samme måde er Arthur Jensen i en sær blanding af underholdende voksenmobning og fornedrende undermenneske-terror filmens udtalte prügelknabe, en "funktion", han havde i mange af karrierens tidlige roller.

Flødebollet Lauritzen
Lau Lauritzen er mest af alt flødebollet i en stiv hovedrollepræstation med vægt på kvindebedåreri, hvorimod en ualmindelig flot 24-årig Poul Reichhardt ikke efterlader et pige/drenge-øje tørt i en af karrierens tidligste småroller.

Obligatoriske sange
Obligatoriske sange udfylder tid og tomrum, bedst fungerer den nedtonede kærlighedsode med en fiskende Ib Schønberg på badebroen, med bukserne trukket godt op. Han fanger en hornfisk, men smider den prompte i vandet igen, for han kan nu bedre lide rødspætter. Mere vammel er Lauritzens banjospillende kækhed.

Udelivets dynamik
Trods den tamme og forudsigelige historie er "Week-end" blandt andet hjulpet positivt på vej af udelivets gratis dynamik, fint indfanget i Carlo Bentsens kameralinser, og godt udnyttet i intrigerne omkring kaproerne og deres kærlighedsliv.